Kristin Hannah: Kvinderne

En roman, der sætter sine spor og som man tænker over, længe efter den er læst. 

Kristin Hannah har en evne til at drage mig ind i sine romaner, næsten så jeg føler, at jeg er en del af historien. "Kvinderne" er ingen undtagelse. 

Hannah har puslet med romanen i 20 år, men manglede roen og den rette vinkel på historien. Da hun selv er vokset op i Californien under Vietnam krigen, ønskede hun, at dette skulle være omdrejningspunktet. 

Det var først under Covid-pandemien, da Kristin Hannah var isoleret i Seattle, at hun gik i krig med romanen. Med inspiration fra sygeplejerskerne, der kæmpede en brav kamp med at forebygge og passe på Covid- patienter, valgte hun, at det skulle være sygeplejersken Frankie, der skulle være hovedpersonen i historien. 

Bogen starter med, at der afholdes en stor afskedsfest for Finley, Frankies bror, der skal til Vietnam for at kæmpe. Deres far er meget stolt af sin søn og Frankie er ikke i tvivl om, at Finley kommer op at hænge på farens væg i kontoret med familiens helte. 

En væg, der kun består af mænd. 20-årige Frankie længes efter at gøre sin far stolt og higer efter også at komme på at hænge på helte-væggen. Det er her at frøet som frivillig i Vietnam krigen plantes. 

Efter en hurtig oplæring i sygepleje er Frankie klar til at drage afsted på trods af forældrenes protester. Lige inden Frankie udstationeres, får familien besked om, at Finley er blevet dræbt og tynget af sorg, tager hun afsted. Ung og naiv ankommer hun til et felthospital i Vietnam og krigens rædsler får hun med det samme smidt lige i hovedet. 

Døende og sårede soldater, med adskillige skudsår eller afrevne lemmer, bliver den nye hverdag for Frankie. Nogle overlever, men mange unge mænd dør af deres lemlæstelser. 

Frankie knytter et livslangt venskab med 2 andre sygeplejersker og vi oplever deres lange trættende vagter, deres glæde ved blot en times frihed og deres forelskelser i soldaterne. Første del af romanen foregår i Vietnam i de to år, hvor Frankie er udsendt. 

Anden del foregår i Amerika, efter at hun er vendt hjem. Her venter måske Frankies måske sværeste kamp, da hun har svært ved at håndtere sine traumer fra krigen. Bare det af få et arbejdsliv, samt en hverdag til at hænge sammen, er til tider helt uoverskueligt for hende. 

Frankie lider af PTSD og har ingen at tale med omkring det. Hendes forældre forstår hende ikke og hver gang hun søger professionel hjælp, får hun at vide, at hun bare skal glemme det og ikke tale om det. Det kan Frankie ikke, hun bliver ved at søge efter hjælp. Det hjælper heller ikke, at når hun arbejder som sygeplejerske, får hun nærmest kun lov til at tømme bækkenerne. 

Der er ingen respekt for det arbejde, hun har udført i Vietnam, det bliver nærmest negligeret.   

Romanen er svær at slippe og jeg var fanget allerede fra første side. Bogen er baseret på virkelige hændelser og er skrevet som en hyldest til de sygeplejersker, som hjalp til under Vietnam krigen. Sygeplejersker, der ingen anerkendelse fik, da de vendte tilbage til Amerika – og nærmest blev glemt i historien.

Har du ikke læst en af Kristin Hannahs bøger, kan denne varmt anbefales. 

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk